Læreruddannelse
Læreruddannelse eller Læreruddannelsen er en betegnelse for den uddannelse, der kvalificerer til ansættelse i grundskolen (i Danmark betegnet folkeskolen) efter bestået lærereksamen. I de lande, der deltager i Bolognaprocessen er læreruddannelsen en MVU af 3-5 års varighed, der afsluttes med en afhandling (i Danmark betegnet Bacheloropgaven).
Selv om Bolognaprocessen tilsigter en vis ensartehed, er der mange forskelle i de europæiske landes læreruddannelser. De fleste er placeret ved universiteterne, men der er også en del, der er placeret under andre videregående uddannelsesinstitutioner. Nogle lande, bl.a. Finland,[1] der fremhæves for at have en særlig kvalitet i uddannelsen, har opdelt den faglige undervisning og den pædagogiske undervisning mellem henholdsvis et universitet og en pædagogisk højskole.
I langt de fleste lande er uddannelsen aldersspecialiseret, dvs. de studerende vælger mellem undervisning af mindre børn og større børn. I ganske få lande, herunder Danmark er det en enhedslæreruddannelse, der kvalificerer til undervisning på alle grundskolens klassetrin. Fra 2007 er der dog i Danmark indført en begrænset aldersspecialisering, der findes i fagene dansk og matematik.
EU kommissionen har i 2007 publiceret et forslag til forbedring af læreruddannelsen i medlemslandene. Et af indsatsområderne er styrkelse af læsefærdigheden, et andet er større kvalitet i naturvidenskabelige fag.[2]
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Den finske læreruddannelse er en succes – hvad kan vi lære af den? — Danmarks Evalueringsinstitut www.eva.dk (Webside ikke længere tilgængelig) samt: Nordiske læreruddannelser sammenlignet: Finnerne på toppen — Danmarks Evalueringsinstitut www.eva.dk Arkiveret 22. august 2010 hos Wayback Machine
- ^ COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE COUNCIL AND THE EUROPEAN PARLIAMENT Improving the Quality of Teacher Education