Spring til indhold

Liudolfingerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Ottonerne)
Liudolfingerne
Ottonske dynasti
LandDet tysk-romerske Rige
Foregående fystehusKonradinerne
TitlerTysk-romersk kejser
Romernes Konge
Hertug af Sachsen
Konge af Italien
Hertug af Bayern
GrundlæggerLiudolf af Sachsen
Sidste regentHenrik 2.
GrundlagtCa. 844
Opløst1024
NationalitetTysk
Skildring af Liudolfingernes slægtstræ i et manuskript fra det 13. århundrede af Chronica sancti Pantaleonis. Grundlæggeren af dynastiet Liudolf, hertug af Sachsen er i øverste centrum

Liudolfingerne (tysk: Liudolfinger) også kaldet det Ottonske dynasti (tysk: Ottonen) var et saksisk dynasti af tyske monarker, der regerede fra 919 til 1024. Slægtens navn kommer fra dets tidligste kendte medlem grev Liudolf (død 866). Betegnelsen det Ottonske dynasti kommer af at tre af dets konger og tysk-romerske kejsere bar navnet Otto, hvor særligt den første kejser Otto den Store efterlod sig et væsentligt minde. Det er også kendt som det Saksiske dynasti efter familiens oprindelse i det tyske stammehertugdømme Sachsen. Liudolfingernes herskere var efterfølgere til den germanske konge Konrad 1., der var den eneste germanske konge, der regerede i Østfranken efter Karolingerne og før dette dynasti.[1]

Gandersheim Abbedikirke

I det 9. århundrede havde den saksiske greve Liudolf store besiddelser ved Leine-floden floden vest for Harzen og i det tilstødende territorie Eichsfeld i Thüringen. Hans forfædre havde sandsynligvis tjent som ministerialis i det saksiske hertugdømme, der var blevet inkorporeret i det Det Carolingiske Rige efter Karl den Stores saksiske krige. Liudolf blev gift med Oda, et medlem af den frankiske slægt Billung. Omkring 852 grundlagde parret sammen med biskop Altfrid af Hildesheim Brunshausen Abbedi, som efter at være blevet flyttet til Gandersheim, udviklede sig til et slægtskloster og slægtsgravsted.

Liudolf havde allerede opnået en høj social status som en saksisk dux, dokumenteret gennem hans datter Liutgards ægteskab i 869 med Ludvig den Yngre, søn af den karolingiske konge Ludvig den Tyske. Liudolfs sønner Bruno og Otto den Oplyste herskede over store dele af Saksisk Østfalen, derudover virkede Otto som lægabbed for det kejserlige abbedi i Hersfeld med store godser i Thüringen. Han giftede sig med Hedvig, en datter af hertug Henrik af Franken af Huset Babenberg. Otto ledsagede muligvis Kong Arnulf på sit 894 felttog til Italien. Ægteskabet mellem Ottos datter Oda og Zwentibold, Arnulfs uægte søn, dokumenterer den karolingiske hersker bestræbelser på at vinde det mægtige saksiske dynasti som allieret. Ifølge den saksiske krønikeskriver Widukind af Corvey var Otto ved den sidste karolingiske konge Ludvig Barnets død i 911 allerede en kandidat til den østfrankiske krone, som dog gik til den frankiske hertug Konrad 1.

Efter Ottos død i 912 blev han efterfulgte sin søn Henrik Fuglefænger som hertug af Sachsen. Henry havde giftet sig med Matilde af Ringelheim, en efterkommer af den legendariske saksiske hersker Widukind og arving til udbredte godser i Westfalen.

Liudolfingernes konger og kejsere

[redigér | rediger kildetekst]

Liudolfingernes herskere i Østfranken, Det tyske Rige og Det tysk-romerske Rige var:[1]

  • Henrik Fuglefænger (Henrik 1.), hertug af Sachsen fra 912, Konge af Østfranken fra 919 til 936
  • Otto 1., den Store, hertug af Sachsen og konge af Østfranken fra 936, konge af Italien fra 951, tysk-romersk kejser fra 962 til 973
  • Otto 2., medhersker fra 961, tysk-romersk kejser fra 967, enehersker fra 973 til 983
  • Otto 3., Romernes konge fra 983, tysk-romersk kejser fra 996 til 1002
  • Henrik 2., den Hellige, hertug af Bayern fra 995 (som Henrik 4.), Romernes konge fra 1002, konge af Italien fra 1004, tysk-romersk kejser fra 1014 til 1024

Selvom han aldrig blev kejser, var Henrik Fuglefænger uden tvivl grundlæggeren af det kejserlige dynasti. Mens Østfranken under de sidste karolingiske kongers styre blev hærget af ungarske invasioner, blev han valgt til at være primus inter pares (den første blandt ligemænd) blandt de tyske hertuger. Valgt til Rex Francorum (Frankernes konge) i maj 919 opgav Henrik kravet om at dominere hele det sammenbrudte karolingiske rige, og i modsætning til sin forgænger Konrad 1. lykkedes det ham at få støtte fra hertugerne af Franken, Bayern, Schwaben og Lothringen. I 933 førte han en tysk hær til sejr over de ungarske styrker i Slaget ved Riade og førte felttog mod de polabiske slavere og Hertugdømmet Bøhmen. Fordi han havde samlet så meget magt gennem sin erobring, var han i stand til at overføre magten til sin anden søn Otto 1.[1]

Den tidligere kollegirkirke Skt. Servatius i Quedlinburg, grundlagt i 936 af Kong Otto 1., på anmodning fra sin mor dronning Matilde, til ære for hendes afdøde ægtemand, Ottos far, Kong Henrik Fuglefænger, og som et mindesmærke over ham

Otto 1., hertug af Sachsen ved sin fars død i 936 blev valgt til konge inden for et par uger. Han fortsatte arbejdet med at forene alle de tyske stammer til et enkelt rige og udvidede derved kraftigt kongens magte på aristokratiets bekostning.[1] Gennem strategiske ægteskaber og personlige udnævnelser indsatte han medlemmer af sin egen familie i rigets vigtigste hertugdømmer. Dette forhindrede imidlertid ikke hans slægtninge til at starte en borgerkrig: Både Ottos bror hertug Henrik af Bayern og hans egen søn hertug Liudolf af Schwaben gjorde oprør mod hans styre. Otto var i stand til at slå deres oprør ned, og som følge heraf blev de forskellige hertuger, der tidligere havde været ligestillet med kongen, reduceret til kongens undersåtter under kongens autoritet. Hans afgørende sejr over ungarerne i Lechfeldslaget i 955 gjorde en ende på de ungarske invasioner af Europa og sikrede hans greb over hans rige.

På grund af de hedenske ungareres nederlag vandt Kong Otto omdømme som Kristendommens frelser og tilnavnet ”den Store”. Han omdannede kirken i Tyskland til en slags privat ejet kirke og vigtig kongelig magtbase, som han donerede til velgørende institutioner, som hans familie havde været ansvarlig for at grundlægge. I 961 havde Otto erobret Rigs-Italien, som var en besværlig arv, som ingen ønskede, og udvidede hans kongeriges grænser mod nord, øst og syd. I kontrol over store dele af Central- og Sydeuropa resulterede Otto og hans umiddelbare efterfølgeres protektion en lille kulturel renæssance af kunst og arkitektur. Han bekræftede Pipins gavebrev af 754, hvorved Pavestaten blev oprettet, og på grundlag af begrebet translatio imperii som Karl den Stores efterfølger fortsatte han til Rom for selv at blive kronet som tysk-romersk kejser af Pave Johannes 12. i 962. Han nåede endda at indgå et forlig med den byzantinske kejser Johannes 1. Tzimiskes om at gifte sin søn og arving Otto 2. med Johannes' niece Teofano. I 968 etablerede han Ærkebispedømmet Magdeburg i sit mangeårige opholdssted.[1]

Sin fars medregent siden 961 og kronet til kejser i 967, besteg Otto 2. tronen i en alder af 18 år. Ved at udelukke Liudolfingernes bayerske slægtsgren fra arvefølgen, styrkede han den kejserlige autoritet og sikrede sin egen søns arv til den kejserlige trone. Under hans regeringstid forsøgte Otto 2. at annektere hele Italien i imperiet, og det bragte ham i konflikt med den byzantinske kejser og med saracenerne i Fatimide-kalifatet. Hans felttog mod saracerne sluttede i 982 med et katastrofalt nederlag i Slaget ved Cotrone. I 983 oplevede Otto 2. endvidere et stort slavisk oprør mod sit styre.[1]

Otto 2. døde i 983 i en alder af 28 år efter en ti års styre. Efterfulgt af sin blot tre år gamle søn Otto 3. som konge, kastede hans pludselige død Liudolfingerne ud i en krise. Under hendes regentskab for Otto 3. opgav den byzantinske prinsesse Teofano sin afdøde ægtemands imperialistiske politik og viede sig helt til at videreføre sin egen dagsorden i Italien.[1]

Da Otto 3. var blevet myndig, koncentrerede han sig om at sikre magten over de italienske besiddelser, og indsatte sine fortrolige Bruno af Kärnten og Gerbert af Aurillac som paver. I 1000 foretog han en pilgrimsrejse til kongressen i Gniezno i Polen, hvor han oprettede Ærkebispedømmet Gniezno og bekræftede Piast-herskeren Boleslav 1. den Modiges kongelige status. Drevet ud af Rom i 1001 døde Otto 3. i en alder af 21 det næste år uden mulighed for at genvinde byen.[1]

Detalje fra Henry 2.'s grav i Bambergs Katedral

Den barnløse Otto 3. blev efterfulgt af Henrik 2., en søn af hertug Henrik 2. af Bayern og hans hustru Gisela af Burgund, og derved et medlem af Liudolfingernes bayerske slægtsgren. Henrik havde været hertug af Bayern siden 995 og blev kronet til tysk konge den 7. juni 1002. Henrik 2. tilbragte de første år af sit styre på at konsolidere sin politiske magt på det tyske riges grænser. Han førte adskillige felttog mod Boleslav 1. af Polen og rykkede derefter med succes til Italien, hvor han blev kronet til kejser af Pave Benedikt 8. den 14. februar 1014. Han forstærkede sit styre gennem donationer og ved at grundlægge adskillige bispedømmer, såsom bispedømmet i Bamberg i 1007, og sammenflette den sekulære og kirkelige myndighed i riget. Henrik 2. blev kanoniseret af Pave Eugenius 3. i 1146.[1]

Da hans ægteskab med Kunigunde af Luxembourg forblev barnløst, uddøde Liudolfingerne ved Henry 2.'s død i 1024. Kronen overgik til Salieren Konrad 2. af Speyer og Worms et oldebarn af Liutgard, en datter af Otto 1. og den saliske hertug Konrad den Røde af Lothringen. Da Kong Rudolf 3. af Burgund døde uden arvinger den 2. februar 1032, gjorde Konrad 2. med succes også krav på dette kongedømme på grundlag af en arv, som kejser Henrik 2. havde aftvunget fra førstnævnte i 1006, efter at han havde invaderet Burgund at håndhæve sit krav efter at Rudolf havde forsøgte at afstå det i 1016.[1]

Udvidet slægtstræ

[redigér | rediger kildetekst]

Farverne viser monarkerne fra slægterne:

     - Liudolfingerne (919–1024)

     - Salierne (1024–1125)

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Otto den Oplyste
Hertug af Sachsen
ca. 851-912
r. 880-912
 
Hedvig af Babenberg
ca. 856-903
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Matilde af Ringelheim
ca. 895-968
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Henrik Fuglefænger
Romernes konge
876-936
r. 919-936
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hatheburg af Merseburg
876-909?
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Bruno den Store
Ærkebiskop af Kôln
925-965
r. 953-965
 
Hedvig af Sachsen
ca. 910-965
 
Hugo den Store
Frankernes hertug
898-956
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Thankmar
ca. 908-938
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Giselbert
Hertug af Lothringen
ca. 890-939
r. 915-939
 
Gerberga af Sachsen
ca. 913-984?
 
Ludvig 4.
Frankernes konge
920-954
r. 936-954
 
 
 
Hugo Capet
Frankernes konge
ca. 941-996
r. 987-996
 
Edith af Wessex
910-946
 
 
 
Otto 1. den Store
Romernes konge
912-973
r. 936-973
Kejser
r. 962-973
 
 
 
Adelheid af Burgund
931-999
 
Henrik 1.
Hertug af Bayern
979/921-955
r. 948-955
 
Judith af Bayern
925-ca. 985
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hertug af Schwaben
ca. 930-957
r. 950-957
 
Konrad 1.
Hertug af Lothringen
ca. 922-955
r. 944-955
 
Liutgard af Sachsen
931-953
 
 
 
Vilhelm
Ærkebiskop af Mainz
929-968
r. 954-968
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Henrik 2.
den Stridbare
Hertug af Bayern
951-995
r. 955-976
r. 985-995
 
Gisela af Burgund
ca. 955-1007
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Judith af Kärnten
død 991
 
Otto 1.
Hertug af Kärnten
ca. 950-1004
r. 978-985
r. 1002-1004
 
 
 
Otto 2. den Røde
Romernes konge
955-983
r. 961-983
Kejser
r. 967-983
 
Teofano af Bysanz
ca. 955-991
 
Bruno
954-957
 
Matilde
Abbedisse af Quedlinburg
954-999
r. 966-999
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Adelheid af Metz
970-1046
 
Henrik af Speyer
Greve af Wormsgau
ca. 970-989/992
 
Sophia
Abbedisse af Gandersheim
975-1039
r. 1001-1039
 
Adelheid
Abbedisse af Quidlinburg
977-1044
r. 999-1044
 
Matilde
979-1025
 
Ezzo
Pfalzgreve af Lothringen
ca. 955-1034
r. 1015-1034
 
Otto 3.
Romernes konge
980-1002
r. 983-1002
Kejser
r. 996-1002
 
Henrik 2.
Romernes konge
973-1024
r. 1002-1024
Kejser
r. 1014-1024
 
Kunigunde af Luxembourg
ca. 975-1040
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Konrad 2.
Romernes konge
990-1039
r. 1024-1039
Kejser
r. 1027-1039
 
Gisela af Schwaben
ca. 990-1043
 
 
 
 
 
 
 
 
 
13 børn
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Salierne
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


Andre betydelige medlemmer

[redigér | rediger kildetekst]
Liudolfingernes slægtstræ
  1. ^ a b c d e f g h i j World monarchies and dynasties. Middleton, John. London. 2005. ISBN 9780765680501. OCLC 910553517.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: others (link)
  • Karl Leyser, "Ottonian Government" he English Historical Review 96.381 (October 1981), pp 721–753.
  • Middleton, John. World Monarchies and Dynasties, Taylor and Francis, 2004. ProQuest Ebook Central, https://ebookcentral.proquest.com/lib/asulib-ebooks/reader.action?docID=3569202
  • Bachrach, D. S. (2011). Early Ottonian Warfare: The Perspective from Corvey. Journal of Military History, 75(2), 393-409.
  • Leyser, K., & American Council of Learned Societies. (1979). Rule and conflict in an early medieval society Ottonian Saxony (ACLS Humanities E-Book). London: Arnold.